Fordelene ved indeks
Der er flere fordele ved at vælge at investere pengene på din aktiekonto i indeks. Først og fremmest gælder det, at hvis din tidshorisont ellers er tilstrækkelig, så kan du næsten ikke undgå at lave et rimeligt afkast herpå. Tager vi f.eks. udgangspunkt i S&P 500, der er et indeks, der dækker over 500 af de største virksomheder i USA, så har indekset over de sidste 50 år skabt et gennemsnitligt årligt afkast på 9,4%, hvilket bestemt hører til i den høje ende.
Derudover slipper du også for at skulle bruge tid og energi på at vælge aktier selv. Det er sådan set allerede gjort for dig helt automatisk, når du investerer i S&P 500, eller andre aktieindeks for den sags skyld. Det kan være en fordel for dig, der enten ikke har tiden eller lysten til at udvælge aktier selv.
Det samme gælder, hvis du er ny indenfor investering, og føler dig usikker på, hvordan du selv skal finde frem til de rette aktier. Her er investering i indeks en oplagt mulighed for at komme i gang uden at løbe unødig risiko ved at vælge aktierne selv.
Fordelene ved enkeltaktier
Der er selvfølgelig også fordele ved at vælge at investere i enkeltaktier. Den største fordel er, at du her har mulighed for at skabe et afkast, der ligger væsentligt over det afkast, et indeks kan generere (omvendt har du selvfølgelig også risiko for at skabe et afkast, der er væsentligt lavere). Har du en realistisk formodning om, at du kan slå indeksene, er det derfor helt oplagt at investere i enkeltaktier.
Derudover gør enkeltaktier det også muligt i højere grad helt selv at bestemme, hvad du ønsker at investere i. Når du investerer i indeks, vil der formentligt stort set altid være en eller flere aktier i indekset, som af den ene eller anden grund ikke har din interesse. Det slipper du for ved at vælge aktierne selv.
Hvad skal du vælge?
Om du vælger det ene eller det andet – eller en kombination af dem begge – er helt op til dig selv. Du skal blot huske at tage højde for de forskellige fordele og ulemper, inden du træffer dit valg, så du er sikker på at vælge den investeringsløsning, der giver bedst mening for netop dig.